Viser opslag med etiketten Slumdog Millionaire. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Slumdog Millionaire. Vis alle opslag

torsdag den 5. marts 2009

Slumdog Millionaire



Forleden var vi, en lille flok bibliotekskolleger, til smugpremiere på denne meget Oscar-vindende film.
I kan godt glæde jer!

Men nu sidder jeg jo ikke her for at lege filmanmelder - jeg er bog- (og Indien-)aficionado, så heldigvis er der da en bog bag filmen.
Forfatteren hedder Swarup - det lyder lidt vestjysk, synes jeg - men han er ærke-indisk (man skal bare lægge trykket på "-rup"), Vikas Swarup. Han er historiker, psykolog og filosof, og har gjort karriere i Udenrigstjenesten. I dag er han Indiens vice-ambassadør i Sydafrika. Af en ambassadør at være, har han en vældig flot hjemmeside.

Bogen hedder "Drengen der havde svar på alt" og blev skrevet, mens forfatteren i 2002-2003 var udstationeret i London og åbenbart havde god tid. En fuldstændig fantastisk bog om den totalt uvidende slum-dreng Ram Mohammad Thomas (så er man på den sikre side, hvad religioner angår) der mirakuløst svarer rigtigt på alle spørgsmålene i Hvem vil være Millionær. Han har ikke snydt - i 12 kapitler får vi at vide, hvad han har oplevet i sit omtumlede og forfærdelige liv, der lige præcis gør, at han kan svare på de 12 spørgsmål. Det er ganske skrækkeligt - men også gribende og meget humoristisk! Skynd jer at bestille bogen, inden alle de andre opdager den!

Mai-Britt Kelstrup